Mest et spørgsmål om kalorier — og hvor de kommer fra

Hvor kommer kalorierne fra?
Hvor kommer kalorierne fra?

Kalorier er kroppens brændstof. Det er ved at forbrænde kalorier, at din krop får energi til alle dens funktioner og til fysisk aktivitet.

Kroppen er en slags organisk maskine, der kører på kalorier. Kalorier er for en krop, hvad benzin er for en bil.

Det er kalorierne i din mad, der gør det muligt for dig at trække vejret, bevæge dig, bruge hjernen og alt muligt andet, der kræver energi.

Når din krop har brug for energi, forbrænder den kalorier fra sukker i blodet og/eller fra sine fedtdepoter.

Du kan til en vis grad regne ud, hvor meget du tager på af de ekstra kalorier, du indtager, eller hvor meget du taber dig af et kalorieunderskud.

Udregning af kalorier
Udregning af kalorier

1 gram fedt indeholder 9 kcal. Et kilo fedt indeholder 9.000 kcal. Men forbrænder du 9.000 kcal har du faktisk tabt mere end 1 kilo på badevægten. Fedtvævet på din krop indeholder ca. 75% fedt og 25% vand.

Du behøver derfor “kun” at forbrænde 7.000 kcal eller 780 gram fedt for at tabe et kilo.

Et dagligt kalorieunderskud på 500 kcal vil give et vægttab på 500 gram om ugen.

Indtager du i gennemsnit 235 ekstra kcal dagligt (som ikke bliver forbrændt) — et par øl eller 50 g chokolade — tager du et kilo på i løbet af en måned. Indtager du lidt færre kalorier dagligt, end du forbrænder, i et forsøg på at komme ned i vægt, men indtager et overskud af kalorier til specielle lejligheder, ødelægger det hurtigt “regnskabet”, og du tager på.

I weekender, til fester og ved andre specielle lejligheder er det ikke ualmindeligt, at vi indtager langt flere ekstra kalorier, end vi lige tænker over eller er bevidste om.

Klare du i en periode at skabe et kalorieunderskud på 1.000 kcal. dagligt, taber du dig et kilo om ugen. Du har med andre ord tabt et kilo for hver gang, du har forbrændt 7.000 kcal mere, end du har indtaget.

Sådan rundt regnet og i det mindste så længe, at du har en del overskydende fedt i dine fedtdepoter.

Teoretisk set et det ikke svært at skabe et underskud på 500 – 1.000 kcal. dagligt og tabe ½-1 kilo om ugen, og for svært overvægtige at skabe et kalorieunderskud på 1.000 – 1.500 kcal (måske mere) dagligt, og sikre et hurtigt vægttab. Men i praksis kan det være meget svært at fastholde et kalorieunderskud længe nok til, at tabe alle eller de fleste overflødige kilo.

Spørgsmålet er, hvorfor det er så svært at smide de ekstra kilo. Og endnu vigtigere: hvorfor er det så svært at holde kalorieindtagelsen på et fornuftigt niveau efter et vægttab, så du kan fastholde vægttabet?

Dyrene i naturen har ingen problemer med at indtage præcist det antal kalorier, de har brug for. Det klarer de uden kalorietabeller — og uden ernæringseksperter, der udregner hvor mange proteiner, kulhydrater, fedtstoffer, kostfibre og alt muligt andet, de bør spise.

Dyrene, som lever og spiser på en måde, som de er biologisk tilpasset, har en meget præcis fornemmelse af kaloriebehov.

Gennem millioner års udvikling har dyrene fået indbygget en regnemaskine i deres gener (arvemasse), der nøjagtigt beregner hvad og hvor meget, de bør spise.

Derfor er en elefant, som en elefant skal være, en kat som en kat skal være, en hjort som en hjort skal være. Hverken for tykke eller for tynde (såfremt de er i stand til at finde nok af deres naturlige føde).

En svale, der spiser alt for meget, flyver ikke længere som en svale. Derfor spiser og flyver svaler, som de altid har gjort, og som naturen har bestemt er bedst for netop svaler.

Det er kun, når dyr bliver fodret med mad, som de ikke er biologisk tilpasset, at de kan begynde at veje for meget (som det fx kan være tilfældet med kæledyr, eller når landmanden bevidst feder sine dyr op).

Og der er forklaringen også på menneskers overvægt. Vi er kommet alt for langt væk fra vores naturlige kost og livsstil.

Kalorierige fødevarer i supermarkedet
Færdigretter indeholder ofte mange kalorier

Eftersom vi tror, at vi er klogere end naturen, fremstiller vi vores egne fødevarer. Og meget af det, vi spiser, er så forarbejdet og tilsat så mange underlige ingredienser, at det er meget forskelligt fra den mad, som vi er biologisk tilpasset.

Fødevareproducenter gør, hvad de kan for, at deres produkter bliver solgt i store mængder. Derfor er overforarbejdede fødevarer — lige fra almindelige morgenmadsprodukter og brød til slik og kager — designet til at tilfredsstille din krops indbyggede trang til kalorier.

Det er fødevarer, som tilfredsstiller din trang til sukker, fedt og salt — men uden du bliver helt mæt og tilfreds, før du har indtaget for mange kalorier.

Mange af os er blevet så vant til, at det, vi spiser, skal smage på en anden måde, end de fødevarer, vi finder i naturen. Vi har også vænnet os til at justere og rette på den mad, vi selv tilbereder, så den smager, som vi er blevet vænnet til, at “rigtig mad” nu engang skal smage.

Vi tilsætter og fjerner, indtil vi har ændret de naturlige fødevarer så meget, at de passer til vore smagsløg og vores lyst til kalorierig og stimulerende mad. Fødevareindustrien eller os selv tilsætter salt, krydderier, farvestoffer, sukker, olie, smagsforstærkere mv. til de “forfinede” fødevarer, så maden smager af mere og giver os den oplevelse, vi ønsker.

Men når vi piller for meget ved naturen og indtager for mange fødevarer, som vi egentlig ikke er beregnet til at spise, får vi problemer.

Mange begynder at veje for meget.

Mange begynder at fejle for meget.

Mest et spørgsmål om kalorier

De amerikanske kostråd — dietary guidelines — konkluderer, at der er stærke beviser for, at der ikke findes en optimal fordeling af makronæringsstoffer (protein, fedt og kulhydrat), der gør det lettere at tabe sig eller fastholde et vægttab. Det afgørende er kalorieindtaget.

Som du kan læse i artiklen Slankeværdi, er det på længere sigt ikke kun madens kalorieindhold, der afgør om du får løst dine vægtproblemer.

Motion forbrænder kalorier

Mand, der motionerer
Kalorieforbrænding

Det er en almindelig misforståelse, at det er nødvendigt at dyrke motion for at tabe sig, men motion har mange fordele. Den vigtigste fordel i forbindelse med vægttab er, at motion gør det lettere at fastholde de vægttab, du opnår.

En del overvægtige, der begynder at dyrke ihærdig motion, forstår ikke, hvorfor deres indsats ikke belønnes i tilstrækkelig grad med vægttab.

Der er flere grunde til, at overvægtige ofte bliver skuffede over resultatet af deres motion, men den vigtigste er, at kroppen har tendens til at opfatte et øget forbrug af kalorier som et tegn på øget behov for kalorier. Du kan derfor opleve, at din appetit øges, når du er mere fysisk aktiv og forbrænder flere kalorier.

Det er ikke ualmindeligt, at mere motion giver en øget kalorieindtagelse, der nogenlunde svarer til de ekstra kalorier, du lige har forbrændt.

Spis kun efter motion, hvis du er sulten, og kun lige, til du ikke længere er sulten. Hvis du er sulten efter din motion, så spis noget, som fylder og mætter, uden at give ret mange kalorier.

Pas især på med flydende kalorier i form at øl, sodavand, juice o.l. Den slags kalorier sætter sig uden at mætte ret meget. Drik vand eller anden kaloriefri væske under og efter din motion. Blot en enkelt sodavand efter en times motion, kan give dig alle de kalorier igen, du lige har forbrændt.

Den bedste løsning på vægtproblemer — og en overkommelig løsning! —  er at spise mad med høj slankeværdi og begynde at indføre mere bevægelse og motion i hverdagen.

Læs nyheder om overvægt og vægttab på slankenyt.dk