Nyt studie fra Københavns Universitet tyder på, at en del af den danske befolkning har en sammensætning af tarmbakterier, som gennemsnitlig trækker ekstra meget energi (kalorier) ud af maden.
Den nye forskning er et skridt på vejen til at forstå, hvorfor nogle tager mere på end andre, selv om de spiser det samme.
Mennesker kan inddeles i tre grupper på baggrund af forekomsten af tre hovedgrupper af bakterier, som de fleste af os har: B-typen (Bacteroides), R-typen (Ruminococcaceae) og P-typen (Prevotella).
Forskerne inddelte 85 deltagerne i tre grupper på baggrund af deres sammensætning af tarmbakterier.
Den sammensætning af tarmbakterier, der er særlig effektiv til at trække kalorier ud af maden, kaldet B-typen (domineret af Bacteroides bakterier) blev observeret i 40 procent af deltagerne. Et kendetegn ved disse deltagere var, at de havde en lavere diversitet af tarmbakterier.
Denne gruppe havde mindre energi i afføringen sammenlignet med de andre to grupper, hvilket ikke kunne forklares med forskelle i deres kost. De havde også en højere vægt end de andre grupper. De vejede i gennemsnit 10 procent mere svarende til ni kilo.
Læs mere på science.ku.dk
Ifølge en tidligere artikel i sciencereport.dk: Tarmbakterier kan afgøre dit vægttab udtalte professor og forskningsleder på Novo Nordisk Fondens Metabolismecenter ved Københavns Universitet Oluf Borbye Pedersen, at når vores tarmbakterier er ude af deres naturlige balance, er det abnorme bakteriesamfund, vi huser, en medvirkende årsag til sygdom, fx. fedme.
En artikel i Ugeskrift for læger beskriver, hvordan kosten i de seneste 50-100 år i højere grad end tidligere har været baseret på animalsk fedt og raffinerede kulhydrater, hvilket menes at medføre reduceret biodiversitet i tarmen.
Det har blandt andet resulterer i øget forekomst af Bacteroides og dermed måske også øget risiko for insulinresistens, for meget fedt i blodet og øget inflammation.
I en artikel på videnskab.dk læser vi:
Hvorvidt balancen tipper i retning af ‘Prevotella’ eller ‘Bacteroides’ hænger sammen med, hvilken slags kost man spiser. ‘Prevotella’-bakterierne er i flertal hos mennesker, der spiser forskellige typer af kulhydrater, så både vegetarer og veganere falder som regel i Prevotella-gruppen, da deres kost hovedsagelig er plantebaseret.
Derimod dominerer ‘Bacteroides’-bakterierne hos folk, der har et stort indtag af animalsk protein og mættede fedtsyrer. Det kan spores til, at ‘Bacteroides’ kan leve under de høje galdekoncentrationer, som er giftige for mange andre bakterier, og som er til stede i tarmen, når vi skal fordøje fedt.
Hvad du kan gøre for at få en bedre sammensætning af tarmbakterier:
- Vælg en sund og fiberrig kost (kostfibre finder vi i frugt, grøntsager, fuldkorn og bælgfrugter).
- Vælg en varieret kost (giver også en sundere og mere varieret sammensætning af tarmbakterier).
- Vælg en kost uden eller kun med et lille indhold af ultraforarbejdede og raffinerede fødevarer.