Ifølge et nyt studie vil vandfaste – hvor du kun indtager vand i flere dage – give vægttab (naturligvis), men det er uklart, om det er realistisk at fastholde vægttabet på længere sigt. Det var mere klart, at de andre metaboliske fordele ved vandfaste, såsom lavere blodtryk og forbedret kolesterol, så ud til at forsvinde kort tid efter fasten.
Forskerne gennemgik otte undersøgelser om vandfaste eller Buchinger-faste (en medicinsk overvåget faste, hvor du kun indtager en lille mængde juice og suppe om dagen).
Forskerne fandt, at personer, der fastede i fem dage, tabte omkring 4% til 6% af deres vægt. Dem, der fastede i syv til 10 dage, tabte omkring 2 % til 10 %. Dem, der fastede i 15 til 20 dage, tabte 7 % til 10 %.
Kun få af de gennemgåede studier undersøgte, om deltagerne tog på igen efter fasten. I en af undersøgelserne havde deltagerne taget det hele på igen tre måneder efter fasten. I to andre undersøgelser, hvor deltagerne blev opfordret til at begrænse deres kalorieindtag efter fasten, vendte kun en lille del af den tabte vægt tilbage.
Det var tydeligt fra de gennemgåede undersøgelser, at de metaboliske fordele opnået under faste, hurtigt forsvinder igen. Forbedringer af blodtryk, kolesterol og blodsukker var kortvarige, og problemerne vendte hurtigt tilbage efter, at deltagerne begyndte at spise igen.
Hos de deltagere, der gennemførte en langvarig faste var 2/3 af vægttabet mager masse og kun en tredjedel fedtmasse. Dette er det modsatte af, hvad der normalt sker under vægttab, hvor der tabes mere fedt end muskler. Ifølge professor Krista Varady, som ledede undersøgelsen, giver det mening, eftersom “din krop har brug for et konstant indtag af protein. Hvis den ikke får det, trækker den fra musklerne.”
Hun opfordrer derfor til, at dem, der håber på at tabe sig med faste, vælger periodisk faste i stedet for en vandfaste, “fordi der er mange flere data, der viser, at det kan hjælpe med vægtkontrol.”
Kilder:
Mark Ezpeleta and others, Efficacy and safety of prolonged water fasting: a narrative review of human trials, Nutrition Reviews, 2023;, nuad081, https://doi.org/10.1093/nutrit/nuad081
Kommentar:
En periodisk faste er en måde at faste på, hvor man kun faster i korte perioder (fx en halv dag eller nogle timer dagligt), men stadig sikrer at kosten alt i alt indeholder nok protein og alle andre vigtige næringsstoffer.
Læs også artiklen: Fedttab med tidsbegrænset spisning.