Tidsbegrænset spisning kan gøre vægttab lettere

14 timers faste i døgnet giver bedre søvn, mere energi, lettere vægttab og bedre humør.

Der er efterhånden foretaget rigtig mange undersøgelser af faste og hvilke sundhedsmæssige gevinster, vi kan forvente fra de forskellige fastemetoder.

Nu har en meget stor undersøgelse med 36.231 deltagere, foretaget af forskere fra King’s College London, fundet, at periodevis faste — eller såkaldt tidsbegrænset spisning — forbedrede deltagernes energiniveau, humør og appetitregulering.

De positive resultater viste sig, når deltagerne dagligt spiste inden for en ti timers periode og fastede resten af tiden.

Forskerne mener, at resultaterne endnu engang viser, at det ikke kun er vigtigt, hvad vi spiser, men også, hvordan vi spiser.

Du behøver altså ikke at være meget restriktiv for at se positive resultater. Et ti timers spisevindue, som var overkommeligt for de fleste, gav meget positive resultater.

Ifølge en artikel på videnskab.dk: Tidsbegrænset spisning kan hjælpe nogle med at tabe sig, viser ny forskning er tidsbegrænset spisning et redskab blandt andre, men tidsbegrænset spisning skal tilpasses den enkeltes hverdag for at have effekt.

Natasja Bjerre Martinsen undersøgte i sin ph.d.-afhandling, hvordan det påvirker overvægtige, som er i risiko for at udvikle type 2-diabetes, hvis de kun spiser mellem kl. 6 og 20 i løbet af en dag og derudover kun drikker vand.

Deltagerne tabte sig. Hun konkluderer samtidig ifølge artiklen, at deltagere i forsøget, der brugte såkaldt tidsbegrænset spisning, fordi de gerne vil forebygge diabetes og få det bedre, tabte sig mere end deltagere, der kun brugte det for at tabe vægt.

Hun udtaler ifølge artiklen: »Over halvdelen af den danske befolkning har overvægt, og næsten 20 procent har svær overvægt. Så denne tilstand rammer bredt i befolkningen, og tidsbegrænset spisning kan derfor være interessant for mange.«

Læs også: Færre måltider kan hjælpe med at forhindre type 2-diabetes og fedme.